Måske ikke helt, men miljøminister Connie Hedegaard har droppet sin VW Phaeton til fordel for en BMW, der klarer næsten 20 kilometer på en liter diesel.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) kører ikke længere i en ministerbil, der størrelsesmæssigt kan matche kollegerne i regeringen. Tidligere kørte hun en VW Phaeton V6 TDI, men titlen af klimaminister forpligter, og Connie Hedegaard er nu rykket en bilklasse ned og har anskaffet en BMW 520d som ministerbil.
»Den er lidt mindre, men der er stadig god plads. Jeg har en ministersekretær, der er på den anden side af to meter, og han kan sagtens være der. Men selvfølgelig har der været overvejelser omkring størrelsen, for bilen skal kunne bruges som et rullende kontor. Vi har netop kørt 800 kilometer i Jylland, og det gik fint,« siger Connie Hedegaard.
Bilen blev valgt ud fra pladsbehovet, og at den kører langt på en liter diesel med en udledning af CO2 på 136 gram pr. kilometer. Noget mere beskedent end Phaeton’en der kørte under 11 kilometer på en liter og havde et gennemsnitligt CO2-udslip pr. kilometer på 248 gram.
Faktisk er gennemsnittet for BMW’en 19,6 kilometer på en liter diesel. Og det gør den til en af de mest økonomiske biler i sin klasse – hvis ikke den mest økonomiske. Hybridbiler var også med i overvejelserne, men kunne samlet set ikke levere lige så god brændstoføkonomi som BMW’en.
Motoren er kun på to liter, men yder alligevel 177 hestekræfter og klarer 0-100 kilometer i timen på 8,3 sekunder, så nogen langsom bil kan den bestemt ikke kaldes.
Energiforbruget er kun det halve af, hvad mange af Connie Hedegaards kolleger kører i deres ministerbiler. Flåden består blandt andet af Volkswagen Phaeton, BMW 730, Mercedes S 350 og andre. Både i diesel og benzinudgaver der dog har det til fælles, at de er forfærdelig tørstige.
»Jeg tror, det kommer til at smitte af på de andre ministre. Faktisk har jeg allerede haft flere interesserede forespørgsler. Den nye bil er en energiklasse B, og hvis man skal sige det pænt, så er de andre ministres biler ikke ligefrem i den energiklasse, men jeg tror, bevidstheden er blevet større. I det hele taget er det vigtigt, at både vi som ministre, og virksomhedsdirektører sender et signal til bilfabrikkerne om, at vi køber de biler, der er særligt energiefffektive,« siger Connie Hedegaard.
Og det vil da også ske frivilligt eller ej, for senere i denne måned vil EUs ministerråd forsøge at nå et kompromis om, hvor meget bilerne fra en producent i Europa i gennemsnit må udlede.
»At det er et gennemsnit for alle de biler, producenten sender på markedet, er vigtigt, for så kan man ikke nøjes med at have en enkelt eller to biler i flåden, som har en lav CO2-udledning,« siger Connie Hedegaard.
EU ender sandsynligvis med et krav på 130 gram pr. kilometer, mener klimaministeren. Regnestykket hedder i første omgang 120 gram pr. kilometer, men så indregnes der blandt andet nogle gram omkring dæktryk, rullemodstand, aircondition o.a.
»Samtidig er det vigtigt, at vi melder ud med et mere langsigtet mål for, hvad en bil skal kunne klare i 2020. Så ved bilproducenterne, hvad de skal leve op til i næste omgang, så vi får en markant teknologibåret udvikling,« siger Connie Hedegaard.
2012-kravene bliver fulgt op med bøder pr. gram, en bilfabriks produkter overskrider de nye mål.
Næste år er Danmark vært for FNs klimatopmøde, men kigger man på det københavnske gadebillede, så er det småt med nye besparende teknologier under motorhjelmene.
Mangler vi ikke miljøbiler i København i forhold til f.eks. London, hvor der kører mange el-biler?
»Jo, men jeg håber, det kommer, for der sker en del i øjeblikket. Jeg har netop indviet en brinttankstation i Ringkøbing, DAKA er langt med et anlæg, der kan fremstille bæredygtig biobrændstof af slagteriaffald. Desuden har vi et projekt igang med DONG, hvor vedvarende energi lagres i batterier, der så kan bruges i elbiler. Det ville være lækkert, hvis vi var længere fremme, men vi skal nok få noget samlet til topmødet næste år,« siger Connie Hedegaard.
Privat kører Connie Hedegaard i en ældre Opel Astra, som står til snarlig udskiftning.
»Vi cykler på arbejde, og i disse år bruger vi ikke bilen ret meget, men så sent som i sidste uge var jeg ude for at kigge på en ny bil. Det skal være en i energiklasse A, og jeg havde faktisk besluttet mig for en Peugeot 207 stationcar med dieselmotor, men det viste sig, at den var uden partikelfilter, og det duer ikke,« konstaterer Connie Hedegaard.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar