Rolls-Royce Phantom Coupé. En storslået bil hvor hver eneste komponent er udtænkt til at gøre dit liv så komfortabelt som muligt.
For nylig skrev jeg om besværlighederne ved at forsøge at arbejde, når man opholder sig på sit gemmested ude på landet. Der er for mange distraktioner, udsigten er for betagende, børnene for krævende, og den uafladelige trang til en øl for overvældende.
Men alle disse problemer vil visselig snart være ude af verden, for en tænketank under regeringen har set nærmere på spørgsmålet om sommerhuse og siden forkyndt, at de rige svin, der ejer dem, bør tvinges til at leje dem ud til mindrebemidlede, fede mennesker.
Og se, det fik mig til at tænke. Afleverede tænketanken mon sine guldkorn til Gordon Brown i Downing Street eller i hans sommerhus i Buckinghamshire? Og hvordan havde han tænkt sig, at en sådan plan skulle føres ud i livet?
Mange mennesker hævder eksempelvis, at de har bosat sig i Monaco af skattemæssige årsager. I virkeligheden nøjes de med at leje en lille lejlighed og hyre en ejendomsmægler til at kigge forbi en gang hver formiddag for at foretage et par telefonopkald. Regningerne anvendes så som bevis på, at de har været på stedet.
Sommerhusejere vil anlægge en tilsvarende strategi. Eller de vil hævde, at deres hus på landet er deres primære bopæl, og at deres lejlighed i London blot er en pied-à-terre. Og så vil kommunen være nødsaget til at bevise det modsatte ved at rode skufferne igennem og ansætte folk med kikkerter og en ånde af automatkaffe til at følge i hælene på os.
Jeg kan frygte, at regeringens tænketank ikke har givet sig tid til at overveje nogle af disse spørgsmål, fordi den var så opfyldt af bitterhed, had og misundelse over for folk med penge. Og det er den ikke alene om.
Her den anden dag læste jeg en artikel om, at musicals i Londons West End går imod den generelle tendens i samfundet med en større belægningsprocent end nogensinde før. Og det er da en udmærket ting, kunne man forledes til at mene, hvis man var et normalt, afbalanceret medmenneske. Men det var desværre ikke tilfældet med den pågældende journalist fra tabloid-pressen. Han ærgrede sig først og fremmest over, at et større publikum betød, at Andrew Lloyd Webber ville tjene endnu flere penge. Og det fik ham til at skumme af raseri.
Hvorfor? Det er jo ikke sådan, at Andrew Lloyd Webber bruger sine friaftener på at lade sig fragte rundt i forstæderne i en bærestol, mens han vifter med sine juveler. Han lever blot sit liv på en måde, der ikke har den ringeste indvirkning på den måde, du og jeg lever vores.
Det svarer til at ligge søvnløs om natten optændt af en brændende misundelse på Cliff Richards gode, ungdommelige udseende. Hvad skal vi stille op med det? Tage en Black & Decker rystepudser og ruske lidt op i hans kinder? Og hvorfor egentlig? At vansire Cliff Richards ansigt gør jo ingen forskel på dit eget.
Der er ikke mange aspekter af det amerikanske samfund, jeg higer efter, men de synes trods alt at have denne rædsomme bitterhed under kontrol. Når de ser en mand køre forbi i en limousine, siger de: »En skønne dag har jeg også sådan en.« Når vi ser en mand køre forbi i en limousine, siger vi: »En skønne dag får jeg hevet ham ud af den der.«
Hele den forgangne uge har jeg kørt rundt i en Rolls-Royce Coupé, og det har givet mig et foruroligende indblik i den kvabsede og ubegavede, britiske underklasses bitterhed. For når man kører dette umådeholdende uhyre forbi en buskø, begriber man, at had ikke er en følelse; det er noget, man kan røre, se og lugte.
Så sent som i går lagde en fyr i en bulet, gammel varevogn sig med vilje midt på to kørebaner blot for at sikre sig, at jeg ikke kunne komme forbi. Det ville ikke have betydet det ringeste for hans liv, hvis jeg havde overhalet ham, men han ville tilsyneladende hellere brække en arm på langs, end han ville lade en Rolls-Royce køre forbi. Og det synes jeg er forstemmende trist.
Jeg synes også det er træls, at jeg nu bliver nødt til at fortsætte med at fortælle, hvordan denne bil så er. For jeg ved, at denne artikel vil dukke op på hjemmesider, hvor folk bliver bedt om at give deres mening til kende. Og en hel del af dem vil endnu en gang undre sig over, at jeg anmelder en bil, så få har mulighed for at anskaffe sig.
Og ja, jeg kunne da godt give mig til at skrive om Huyndais nye supermini, som vel rundt regnet fem procent af landets befolkning ville have råd til. Men hvad er pointen i det, når de øvrige 95 procent ikke er interesseret?
Måske har 0,01 procent råd til en Rolls-Royce, men et stort antal af dem, der ikke har, er alligevel interesseret i at vide, hvordan den er at køre. For i modsætning til ræsonnementet i landets tænketanke er der ikke noget forgjort i at drømme...
Rolls-Royce Phantom har været en succeshistorie. Der er allerede solgt flere end tusind eksemplarer, og til alles overraskelse bliver flertallet af dem kørt af ejerne. En Maybach kræver en chauffør. Det føles helt forkert at sidde bag rattet i den. Men sidder man på bagsædet i en Rolls, bruger man det meste af tiden på at finde på anledninger til at fyre manden med kasketten og selv sætte sig ind bag rattet.
Det er en storslået bil og så ganske forskellig fra alt andet i verden. For hvert eneste atom i hver eneste komponent er udtænkt og designet alene med henblik på at gøre dit liv så stilfærdigt og komfortabelt som muligt. Der er ingen sportslige ambitioner i spil overhovedet.
Jeg forestillede mig, at coupé-versionen ville lægge sig i samme spor. Men nej. BMW, der ejer Rolls-Royce, har udtalt, at modellen i højere grtad er henvendt til »chaufføren«. Og af denne grund er det den første Rolls-Royce nogensinde, der er blevet udstyret med en sportsknap. Det svarer til at give prins Philip et par løbesko på fødderne. Meningsløst. Ingen grund til at forfølge den tankebane. Og det gjorde jeg da heller ikke.
Der er nogle andre forhold, som gør sig gældende. Man kan ikke se alverden gennem den lille bagrude; de bagudvendte selvmordsdøre er en pestilens under trange forhold, og kabinen er højglanspoleret i en sådan grad, at alt spejler alt muligt andet. Man bruger følgelig halvdelen af tiden på at lade sig kyse af diverse skygger. Og hvis solen står lavt på himlen, giver det en genskin i instrumentbrættet, der er så intenst, at det kan medføre løsnede nethinder.
Og så er der satellitnavigationen, der stammer fra BMW. Den er svær at udgrunde, den savner enhver form for nyttige oplysninger og styres i øvrigt at et program, der er halvt fiktion, halvt komedie. Så når man nærmer sig en kompliceret sammenfletning, går hele skærmen simpelthen i sort, indtil man er ude på den anden side og godt på vej i den forkerte retning.
Men det værste er dog alligevel sæderne. De er alt for hårde, der er overhovedet ingen støtte i siderne, og efter en køretur på fire timer, har jeg voldsomme smerter i ryggen. »Det lyder fortræffeligt,« tænker du måske, hvis du ellers tilhører en af regeringens tænketanke. »Det betyder, at det rige svin ikke vil gøre indvendinger, når vi tvinger ham til at leje sin tåbelig bil ud til en eller anden fed kone fra den yderste provins.«
Men det er skudt helt forbi, for med en Rolls forsvinder disse fejl i et hav af uforlignelig glæde. Under forudsætning af, at du lader sportsknappen være, vil den spankulere ned ad en motorvej på en sådan måde, at det ikke giver mening at spekulere over, om du en gang ankommer til din destination eller blot rejser med håbet i behold. Det føles såmænd heller ikke, som om du gør nogen af delene. Det føles snarere som om, du befinder dig inde midt i en stor balle kapok.
Men den er nu ganske rap. Den præsterer næsten lige så godt som en Maserati GT, og den ville være endnu hurtigere, hvis ikke det automagelige gear skulle bruge et helt sekund på at sikre, at hver eneste gearskifte foregik så gelinde som muligt.
Den opfører sig lige så afslappende i bytrafikken. Mens alle andre sidder forkrampede på kanten af sædet, er det eneste, man skal ulejlige sig med i en Rolls, at holde øjnene åbne. Vejbump? Tsk, tsk – de kan roligt forceres i det tempo, du nu måtte foretrække.
Det må have krævet en enorm selvovervindelse for BMW at fremstille bilen på denne måde, for i lighed med alle andre bilproducenter ynder de i München at give deres produkter en vis fasthed. Det indebærer, at de går på kompromis alle andre steder blot for at kunne klare Stowe-kurven på Silverstone uden at vælte.
Men da Rolls-Royce Phantom Coupé ikke klarer Stowe-kurven særlig godt, er den helt sublim i den virkelige verden. Den store, 6,75 liters V12-motor sluger brændstof på en så diskret måde, at du end ikke er klar over, det finder sted.
Det føles som at blive fragtet rundt af en muskel. Ophængningen føles som ti kilometer silke, og alt i bilens kabine føles, som det var fremstillet over en årrække af en mand fra det 19. århundrede iført et brunt forklæde. Lad mig sige det på denne måde: Affjedringen alene vejer mere end en Triumph Herald.
At klage over det dårlige udsyn bagud svarer derfor til på en auktion at besvære sig over, at en af lågerne på en rokoko chiffoniere er en smule nusset. Det er en del af den pris, man betaler for noget, der føles, synes og vitterligt også er fuldendt smukt.
Og således nåede vi til konklusionen. Hvis du er en af de gutter, der foretrækker selv at køre din Rolls, er der ingen grund til at fragte rundt på de fire hektar tomme, tæppebeklædte herligheder, som følger med en Phantom sedan. Jovist, en coupé koster et godt dyk i lommen mere, men til gengæld er den lettere at parkere. Og den har desuden den samme slags nedadvendte bagageklap som en Range Rover, så man kan sidde på klappen, når man er på skovtur.
Den eneste virkelige ulempe er den intense modvilje fra de andre trafikanter. Men oprigtig talt: Det er deres problem, for stil og komfort er ikke dødssynder. Misundelse, derimod...
For nylig skrev jeg om besværlighederne ved at forsøge at arbejde, når man opholder sig på sit gemmested ude på landet. Der er for mange distraktioner, udsigten er for betagende, børnene for krævende, og den uafladelige trang til en øl for overvældende.
Men alle disse problemer vil visselig snart være ude af verden, for en tænketank under regeringen har set nærmere på spørgsmålet om sommerhuse og siden forkyndt, at de rige svin, der ejer dem, bør tvinges til at leje dem ud til mindrebemidlede, fede mennesker.
Og se, det fik mig til at tænke. Afleverede tænketanken mon sine guldkorn til Gordon Brown i Downing Street eller i hans sommerhus i Buckinghamshire? Og hvordan havde han tænkt sig, at en sådan plan skulle føres ud i livet?
Mange mennesker hævder eksempelvis, at de har bosat sig i Monaco af skattemæssige årsager. I virkeligheden nøjes de med at leje en lille lejlighed og hyre en ejendomsmægler til at kigge forbi en gang hver formiddag for at foretage et par telefonopkald. Regningerne anvendes så som bevis på, at de har været på stedet.
Sommerhusejere vil anlægge en tilsvarende strategi. Eller de vil hævde, at deres hus på landet er deres primære bopæl, og at deres lejlighed i London blot er en pied-à-terre. Og så vil kommunen være nødsaget til at bevise det modsatte ved at rode skufferne igennem og ansætte folk med kikkerter og en ånde af automatkaffe til at følge i hælene på os.
Jeg kan frygte, at regeringens tænketank ikke har givet sig tid til at overveje nogle af disse spørgsmål, fordi den var så opfyldt af bitterhed, had og misundelse over for folk med penge. Og det er den ikke alene om.
Her den anden dag læste jeg en artikel om, at musicals i Londons West End går imod den generelle tendens i samfundet med en større belægningsprocent end nogensinde før. Og det er da en udmærket ting, kunne man forledes til at mene, hvis man var et normalt, afbalanceret medmenneske. Men det var desværre ikke tilfældet med den pågældende journalist fra tabloid-pressen. Han ærgrede sig først og fremmest over, at et større publikum betød, at Andrew Lloyd Webber ville tjene endnu flere penge. Og det fik ham til at skumme af raseri.
Hvorfor? Det er jo ikke sådan, at Andrew Lloyd Webber bruger sine friaftener på at lade sig fragte rundt i forstæderne i en bærestol, mens han vifter med sine juveler. Han lever blot sit liv på en måde, der ikke har den ringeste indvirkning på den måde, du og jeg lever vores.
Det svarer til at ligge søvnløs om natten optændt af en brændende misundelse på Cliff Richards gode, ungdommelige udseende. Hvad skal vi stille op med det? Tage en Black & Decker rystepudser og ruske lidt op i hans kinder? Og hvorfor egentlig? At vansire Cliff Richards ansigt gør jo ingen forskel på dit eget.
Der er ikke mange aspekter af det amerikanske samfund, jeg higer efter, men de synes trods alt at have denne rædsomme bitterhed under kontrol. Når de ser en mand køre forbi i en limousine, siger de: »En skønne dag har jeg også sådan en.« Når vi ser en mand køre forbi i en limousine, siger vi: »En skønne dag får jeg hevet ham ud af den der.«
Hele den forgangne uge har jeg kørt rundt i en Rolls-Royce Coupé, og det har givet mig et foruroligende indblik i den kvabsede og ubegavede, britiske underklasses bitterhed. For når man kører dette umådeholdende uhyre forbi en buskø, begriber man, at had ikke er en følelse; det er noget, man kan røre, se og lugte.
Så sent som i går lagde en fyr i en bulet, gammel varevogn sig med vilje midt på to kørebaner blot for at sikre sig, at jeg ikke kunne komme forbi. Det ville ikke have betydet det ringeste for hans liv, hvis jeg havde overhalet ham, men han ville tilsyneladende hellere brække en arm på langs, end han ville lade en Rolls-Royce køre forbi. Og det synes jeg er forstemmende trist.
Jeg synes også det er træls, at jeg nu bliver nødt til at fortsætte med at fortælle, hvordan denne bil så er. For jeg ved, at denne artikel vil dukke op på hjemmesider, hvor folk bliver bedt om at give deres mening til kende. Og en hel del af dem vil endnu en gang undre sig over, at jeg anmelder en bil, så få har mulighed for at anskaffe sig.
Og ja, jeg kunne da godt give mig til at skrive om Huyndais nye supermini, som vel rundt regnet fem procent af landets befolkning ville have råd til. Men hvad er pointen i det, når de øvrige 95 procent ikke er interesseret?
Måske har 0,01 procent råd til en Rolls-Royce, men et stort antal af dem, der ikke har, er alligevel interesseret i at vide, hvordan den er at køre. For i modsætning til ræsonnementet i landets tænketanke er der ikke noget forgjort i at drømme...
Rolls-Royce Phantom har været en succeshistorie. Der er allerede solgt flere end tusind eksemplarer, og til alles overraskelse bliver flertallet af dem kørt af ejerne. En Maybach kræver en chauffør. Det føles helt forkert at sidde bag rattet i den. Men sidder man på bagsædet i en Rolls, bruger man det meste af tiden på at finde på anledninger til at fyre manden med kasketten og selv sætte sig ind bag rattet.
Det er en storslået bil og så ganske forskellig fra alt andet i verden. For hvert eneste atom i hver eneste komponent er udtænkt og designet alene med henblik på at gøre dit liv så stilfærdigt og komfortabelt som muligt. Der er ingen sportslige ambitioner i spil overhovedet.
Jeg forestillede mig, at coupé-versionen ville lægge sig i samme spor. Men nej. BMW, der ejer Rolls-Royce, har udtalt, at modellen i højere grtad er henvendt til »chaufføren«. Og af denne grund er det den første Rolls-Royce nogensinde, der er blevet udstyret med en sportsknap. Det svarer til at give prins Philip et par løbesko på fødderne. Meningsløst. Ingen grund til at forfølge den tankebane. Og det gjorde jeg da heller ikke.
Der er nogle andre forhold, som gør sig gældende. Man kan ikke se alverden gennem den lille bagrude; de bagudvendte selvmordsdøre er en pestilens under trange forhold, og kabinen er højglanspoleret i en sådan grad, at alt spejler alt muligt andet. Man bruger følgelig halvdelen af tiden på at lade sig kyse af diverse skygger. Og hvis solen står lavt på himlen, giver det en genskin i instrumentbrættet, der er så intenst, at det kan medføre løsnede nethinder.
Og så er der satellitnavigationen, der stammer fra BMW. Den er svær at udgrunde, den savner enhver form for nyttige oplysninger og styres i øvrigt at et program, der er halvt fiktion, halvt komedie. Så når man nærmer sig en kompliceret sammenfletning, går hele skærmen simpelthen i sort, indtil man er ude på den anden side og godt på vej i den forkerte retning.
Men det værste er dog alligevel sæderne. De er alt for hårde, der er overhovedet ingen støtte i siderne, og efter en køretur på fire timer, har jeg voldsomme smerter i ryggen. »Det lyder fortræffeligt,« tænker du måske, hvis du ellers tilhører en af regeringens tænketanke. »Det betyder, at det rige svin ikke vil gøre indvendinger, når vi tvinger ham til at leje sin tåbelig bil ud til en eller anden fed kone fra den yderste provins.«
Men det er skudt helt forbi, for med en Rolls forsvinder disse fejl i et hav af uforlignelig glæde. Under forudsætning af, at du lader sportsknappen være, vil den spankulere ned ad en motorvej på en sådan måde, at det ikke giver mening at spekulere over, om du en gang ankommer til din destination eller blot rejser med håbet i behold. Det føles såmænd heller ikke, som om du gør nogen af delene. Det føles snarere som om, du befinder dig inde midt i en stor balle kapok.
Men den er nu ganske rap. Den præsterer næsten lige så godt som en Maserati GT, og den ville være endnu hurtigere, hvis ikke det automagelige gear skulle bruge et helt sekund på at sikre, at hver eneste gearskifte foregik så gelinde som muligt.
Den opfører sig lige så afslappende i bytrafikken. Mens alle andre sidder forkrampede på kanten af sædet, er det eneste, man skal ulejlige sig med i en Rolls, at holde øjnene åbne. Vejbump? Tsk, tsk – de kan roligt forceres i det tempo, du nu måtte foretrække.
Det må have krævet en enorm selvovervindelse for BMW at fremstille bilen på denne måde, for i lighed med alle andre bilproducenter ynder de i München at give deres produkter en vis fasthed. Det indebærer, at de går på kompromis alle andre steder blot for at kunne klare Stowe-kurven på Silverstone uden at vælte.
Men da Rolls-Royce Phantom Coupé ikke klarer Stowe-kurven særlig godt, er den helt sublim i den virkelige verden. Den store, 6,75 liters V12-motor sluger brændstof på en så diskret måde, at du end ikke er klar over, det finder sted.
Det føles som at blive fragtet rundt af en muskel. Ophængningen føles som ti kilometer silke, og alt i bilens kabine føles, som det var fremstillet over en årrække af en mand fra det 19. århundrede iført et brunt forklæde. Lad mig sige det på denne måde: Affjedringen alene vejer mere end en Triumph Herald.
At klage over det dårlige udsyn bagud svarer derfor til på en auktion at besvære sig over, at en af lågerne på en rokoko chiffoniere er en smule nusset. Det er en del af den pris, man betaler for noget, der føles, synes og vitterligt også er fuldendt smukt.
Og således nåede vi til konklusionen. Hvis du er en af de gutter, der foretrækker selv at køre din Rolls, er der ingen grund til at fragte rundt på de fire hektar tomme, tæppebeklædte herligheder, som følger med en Phantom sedan. Jovist, en coupé koster et godt dyk i lommen mere, men til gengæld er den lettere at parkere. Og den har desuden den samme slags nedadvendte bagageklap som en Range Rover, så man kan sidde på klappen, når man er på skovtur.
Den eneste virkelige ulempe er den intense modvilje fra de andre trafikanter. Men oprigtig talt: Det er deres problem, for stil og komfort er ikke dødssynder. Misundelse, derimod...
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar