Lykkeligvis fik min økonomilærer i skolen aldrig rigtigt rystet sig ordentligt efter et besøg ved urinalerne. Det betød, at jeg i stedet for at lytte til hans endeløse kværnen løs om Smith og Keynes sad tryllebundet og stirrede på den voksende, mørke plet på hans bukser. Og det indebar igen, at jeg aldrig følte mig foranlediget til at gå ud af skolen og få et kedsommeligt job i en bank.
En endnu større gevinst har det været, at jeg indså vigtigheden af omhu på toilettet, og derfor aldrig er blevet fanget af en paparazzi med en pinlig plet på bukserne. Ydermere har det haft den betydning, at jeg ikke giver mig af med victorianske teorier og idealisme, når det kommer til forretninger.
Jeg forlader mig i stedet på almindelig, sund fornuft. For eksempel: hvis du har et produkt, som folk gerne vil købe, så er du i salveten. Hvis det er for dyrt eller for grimt, så er du det ikke. Længere er den ikke. Jeg har også nogle sunde teorier om investeringer. Når tiderne er gode, skal du sætte dine penge i fast ejendom, og når tiderne så bliver dårlige, anbringer du dem i stedet på en bankkonto med høj rente.
Desværre har vi set med Northern Rock-banken, at det er farligere at betro fyrene i seler sine penge end at bruge dem på at finansiere kupforsøg i Ækvatorialguinea.
Og det er netop sagen. Det er umuligt at forudsige, hvilken bank, der krakker som den næste, og følgelig er det ikke fornuftigt at betro nogen af dem sine penge. Og da politiet har for travlt med at udfylde formularer til at efterforske tyverier, er det heller ikke sikkert at stoppe dem i madrassen længere.
Traditionelt har man søgt tilflugt i guld, hvis man er uafhjælpeligt pivet, men det er for dyrt for øjeblikket. Det samme gælder kunst. En eller anden betalte for nylig 160 millioner kroner for et billede af en fed jobkonsulent på en sofa, så vi andre kommer ikke meget længere end en Arnoldi-plakat med vores sparepenge. Jord kan der slet ikke være tale om.
Kvikke mennesker, hvis økonomilærere ikke rutinemæssigt gjorde bukserne våde, har allerede noteret sig, at kun otte procent af verdens landmasse er egnet til dyrkning af afgrøder, og med en galopperende fødevarekrise, er priseksplosionen allerede slået igennem her.
Hvor landbrugsjord i Storbritannien for nogle år tilbage kostede 18.800 kroner for en tønde land, skal man i dag af med 84.400 kroner. Så inden du får fundet en, der er villig til at sælge, skal du bruge alle dine sparepenge for at erhverve dig en kolonihave.
Jeg har derfor overvejet, hvad man bør gøre, og det er mig en stor glæde at kunne meddele, at svaret er ganske fornøjeligt. Hvis vi står for en periode med voldsom økonomisk uro, og bankfolk igen kaster sig ud fra Empire State Building, mens børsspekulanter sælger deres børn til medicinske eksperimenter, vil kontante penge blive værdiløse. Så du kan lige så godt bruge dem på noget, der vil gøre dig glad. En motoryacht, for eksempel, eller en villa ved Como-søen. Eller en god bil.
Og dermed er jeg med noget, der ligner elegance, kommet frem til Mercedes SLR McLaren Roadster med dens mågevinger. Jeg er mere end almindelig kendt med den originale coupé-version, idet jeg har kørt et eksemplar non stop fra London til Oslo – fraregnet et nødvendigt sikkerhedsophold i København, der ikke var nær så langt, som TV-billederne antydede. Det tog mig 24 timer.
Bortset fra de elendige bremser kunne jeg vældig godt lide den. I modsætning til de fleste andre hyperbiler var denne ikke bygget af en entusiast i et brændeskur på en nedlagt industrigrund, og derfor gav bilen ikke den mindste antydning af, at den var på nippet til at bryde sammen, falde fra hinanden eller eksplodere.
Den er desuden meget, meget hurtig. På et tidspunkt – det var selvsagt i Tyskland – nåede jeg op på 320 kilometer i timen. Og der er mere. Det var og er fortsat verdens hurtigste bil med automatgear. Og det fører mig videre til dens fremmeste kvalitet.
Fordi motoren var anbragt foran, og den havde automatgear, og fordi instrumentbrættet mere eller mindre var som i alle andre Mercedes’er, følte man sig aldrig overvældet af oplevelsen ved at sætte sig ind og spænde sikkerhedsselen.
I en Koenigsegg eller en Zonda hamrer hjertet mod brystkassen som et trykluftbor, endnu inden man har fået startet motoren. Men fordi Mercedes SLR føltes så normal, var man helt afslappet, og det gjorde det nemmere at udforske de enorme kræfter fra den 5,5 liter store, turboladede V8-motor.
Desværre – i hvert fald for McLaren – hørte denne verdens superrige, hvad jeg havde at sige, og ilede derfor med at købe noget andet. Måske fordi McLarens racerhold er så rædsomme, eller fordi en SLR ikke kan bjergtage dig på samme måde som en Ferrari.
Hvem ved. I hvert fald var SLR ikke nogen salgssucces, og da den ikke indfriede de opstillede mål, har vi nu i stedet fået en Roadster. Og himlen skal vide, at den forstår at påkalde sig opmærksomhed.
Folk siger gerne, at hvis djævelen nogensinde skulle finde på at aflægge os besøg, vil han have små horn eller måske tallet 666 skrevet i panden, men der er visse ting, som tyder på, at han allerede er her – med et SLR-skilt og intet tag over hovedet. Og skrækkelige, skrækkelige bremser.
Andre bilproducenter har fået skivebremser af keramiske kulfibre til at fungere ordentligt, men ikke McLaren, som ellers var de første til at montere dem på en serieproduceret bil. De fungerer som en kontakt og reagerer i begyndelsen slet ikke, når man trykker på pedalen – lige indtil de kvaser din næse mod rattet, når du presser pedalen lidt længere ned. Det fungerer sikkert fint i Formel 1, hvor man aldrig har brug for at »tage farten lidt af bilen,« men det er netop det, man gerne vil, hvis du skal parkere.
Og det kan man altså ikke i en McLaren. Med tiden vænner man sig til det, på samme måde som man vænner sig til ikke at have nogen arme. Og når det er indtruffet, er resten af bilen den rene og skære, legemliggjorte fornøjelse. Nogle vil hævde, at man kan få stort set det samme med en almindelig Mercedes SL.
De påpeger, at standardmodellen er udstyret med et sammenfoldeligt tag af metal og ikke et kanvassejl, og at den i øvrigt koster en tredjedel af en SLR og desuden er udstyret med mere legetøj. Men det svarer til at sige: »Hvorfor købe en privatjet, når du kunne få en vaskemaskine for langt mindre?«
Denne McMercedes føles langt mere ophidsende, langt mere som en racerbil, omend det er en lidt tung og stor en af slagsen. At lunte er ikke et verbum, man normalt forbinder med en bil som denne, men det er, hvad den gør. Lunter meget hurtigt. En Ferrari føles let og teknisk.
En Koenigsegg føles, som om den ikke er helt færdig. En Zonda føles som om, man er på speed og netop er faldet ned ad en trappe. Men en SLR føles som en newzealandsk rugbyspiller. Og lyden er noget helt for sig selv. Ingen anden bil lyder sådan. Det er en stor, beskidt, rullende brummen. Min datter mente, at den lød som en stor prut. Og hun har ret.
En gigantisk, forstærket prut fra helvede. Den er helt sin egen. Intet andet sted ser man denne blitzkrieg-kraft kombineret med hverdagsagtig normalitet. Jeg mener det. Når man bæres af sted af Djævelens Fjært er det siddende i lædersæder med udsigt til satellitnavigationen og alle de andre sædvanlige ting og sager i en Mercedes.
Min eneste anke i den sammenhæng er taget, som kun er delvis elektrisk. »Det er for at spare vægt,« sagde manden fra McLaren. Og det tror vi så på. Jeg holdt endnu mere af denne bil end af coupéen, men under normale omstændigheder ville jeg selvsagt ikke opfordre nogen til vitterligt at købe en.
Og det er ikke bare på grund af den lidt fedtede udgave af en tagmekanisme eller bremserne. Jeg ville ikke anbefale det, for hvis jeg havde 10.717.000 kroner – som bilen skal koste på danske plader – ville jeg bruge dem på at købe en eller anden obligation.
Men som tingene ser ud nu? Ville du gerne give dine penge til en bankmand, så han kan krakke med dem i favnen, eller ville du foretrække at køre gennem den økonomiske afmatning med 320 kilometer i timen i en stor, sort Mercedes SLR McLaren?
En endnu større gevinst har det været, at jeg indså vigtigheden af omhu på toilettet, og derfor aldrig er blevet fanget af en paparazzi med en pinlig plet på bukserne. Ydermere har det haft den betydning, at jeg ikke giver mig af med victorianske teorier og idealisme, når det kommer til forretninger.
Jeg forlader mig i stedet på almindelig, sund fornuft. For eksempel: hvis du har et produkt, som folk gerne vil købe, så er du i salveten. Hvis det er for dyrt eller for grimt, så er du det ikke. Længere er den ikke. Jeg har også nogle sunde teorier om investeringer. Når tiderne er gode, skal du sætte dine penge i fast ejendom, og når tiderne så bliver dårlige, anbringer du dem i stedet på en bankkonto med høj rente.
Desværre har vi set med Northern Rock-banken, at det er farligere at betro fyrene i seler sine penge end at bruge dem på at finansiere kupforsøg i Ækvatorialguinea.
Og det er netop sagen. Det er umuligt at forudsige, hvilken bank, der krakker som den næste, og følgelig er det ikke fornuftigt at betro nogen af dem sine penge. Og da politiet har for travlt med at udfylde formularer til at efterforske tyverier, er det heller ikke sikkert at stoppe dem i madrassen længere.
Traditionelt har man søgt tilflugt i guld, hvis man er uafhjælpeligt pivet, men det er for dyrt for øjeblikket. Det samme gælder kunst. En eller anden betalte for nylig 160 millioner kroner for et billede af en fed jobkonsulent på en sofa, så vi andre kommer ikke meget længere end en Arnoldi-plakat med vores sparepenge. Jord kan der slet ikke være tale om.
Kvikke mennesker, hvis økonomilærere ikke rutinemæssigt gjorde bukserne våde, har allerede noteret sig, at kun otte procent af verdens landmasse er egnet til dyrkning af afgrøder, og med en galopperende fødevarekrise, er priseksplosionen allerede slået igennem her.
Hvor landbrugsjord i Storbritannien for nogle år tilbage kostede 18.800 kroner for en tønde land, skal man i dag af med 84.400 kroner. Så inden du får fundet en, der er villig til at sælge, skal du bruge alle dine sparepenge for at erhverve dig en kolonihave.
Jeg har derfor overvejet, hvad man bør gøre, og det er mig en stor glæde at kunne meddele, at svaret er ganske fornøjeligt. Hvis vi står for en periode med voldsom økonomisk uro, og bankfolk igen kaster sig ud fra Empire State Building, mens børsspekulanter sælger deres børn til medicinske eksperimenter, vil kontante penge blive værdiløse. Så du kan lige så godt bruge dem på noget, der vil gøre dig glad. En motoryacht, for eksempel, eller en villa ved Como-søen. Eller en god bil.
Og dermed er jeg med noget, der ligner elegance, kommet frem til Mercedes SLR McLaren Roadster med dens mågevinger. Jeg er mere end almindelig kendt med den originale coupé-version, idet jeg har kørt et eksemplar non stop fra London til Oslo – fraregnet et nødvendigt sikkerhedsophold i København, der ikke var nær så langt, som TV-billederne antydede. Det tog mig 24 timer.
Bortset fra de elendige bremser kunne jeg vældig godt lide den. I modsætning til de fleste andre hyperbiler var denne ikke bygget af en entusiast i et brændeskur på en nedlagt industrigrund, og derfor gav bilen ikke den mindste antydning af, at den var på nippet til at bryde sammen, falde fra hinanden eller eksplodere.
Den er desuden meget, meget hurtig. På et tidspunkt – det var selvsagt i Tyskland – nåede jeg op på 320 kilometer i timen. Og der er mere. Det var og er fortsat verdens hurtigste bil med automatgear. Og det fører mig videre til dens fremmeste kvalitet.
Fordi motoren var anbragt foran, og den havde automatgear, og fordi instrumentbrættet mere eller mindre var som i alle andre Mercedes’er, følte man sig aldrig overvældet af oplevelsen ved at sætte sig ind og spænde sikkerhedsselen.
I en Koenigsegg eller en Zonda hamrer hjertet mod brystkassen som et trykluftbor, endnu inden man har fået startet motoren. Men fordi Mercedes SLR føltes så normal, var man helt afslappet, og det gjorde det nemmere at udforske de enorme kræfter fra den 5,5 liter store, turboladede V8-motor.
Desværre – i hvert fald for McLaren – hørte denne verdens superrige, hvad jeg havde at sige, og ilede derfor med at købe noget andet. Måske fordi McLarens racerhold er så rædsomme, eller fordi en SLR ikke kan bjergtage dig på samme måde som en Ferrari.
Hvem ved. I hvert fald var SLR ikke nogen salgssucces, og da den ikke indfriede de opstillede mål, har vi nu i stedet fået en Roadster. Og himlen skal vide, at den forstår at påkalde sig opmærksomhed.
Folk siger gerne, at hvis djævelen nogensinde skulle finde på at aflægge os besøg, vil han have små horn eller måske tallet 666 skrevet i panden, men der er visse ting, som tyder på, at han allerede er her – med et SLR-skilt og intet tag over hovedet. Og skrækkelige, skrækkelige bremser.
Andre bilproducenter har fået skivebremser af keramiske kulfibre til at fungere ordentligt, men ikke McLaren, som ellers var de første til at montere dem på en serieproduceret bil. De fungerer som en kontakt og reagerer i begyndelsen slet ikke, når man trykker på pedalen – lige indtil de kvaser din næse mod rattet, når du presser pedalen lidt længere ned. Det fungerer sikkert fint i Formel 1, hvor man aldrig har brug for at »tage farten lidt af bilen,« men det er netop det, man gerne vil, hvis du skal parkere.
Og det kan man altså ikke i en McLaren. Med tiden vænner man sig til det, på samme måde som man vænner sig til ikke at have nogen arme. Og når det er indtruffet, er resten af bilen den rene og skære, legemliggjorte fornøjelse. Nogle vil hævde, at man kan få stort set det samme med en almindelig Mercedes SL.
De påpeger, at standardmodellen er udstyret med et sammenfoldeligt tag af metal og ikke et kanvassejl, og at den i øvrigt koster en tredjedel af en SLR og desuden er udstyret med mere legetøj. Men det svarer til at sige: »Hvorfor købe en privatjet, når du kunne få en vaskemaskine for langt mindre?«
Denne McMercedes føles langt mere ophidsende, langt mere som en racerbil, omend det er en lidt tung og stor en af slagsen. At lunte er ikke et verbum, man normalt forbinder med en bil som denne, men det er, hvad den gør. Lunter meget hurtigt. En Ferrari føles let og teknisk.
En Koenigsegg føles, som om den ikke er helt færdig. En Zonda føles som om, man er på speed og netop er faldet ned ad en trappe. Men en SLR føles som en newzealandsk rugbyspiller. Og lyden er noget helt for sig selv. Ingen anden bil lyder sådan. Det er en stor, beskidt, rullende brummen. Min datter mente, at den lød som en stor prut. Og hun har ret.
En gigantisk, forstærket prut fra helvede. Den er helt sin egen. Intet andet sted ser man denne blitzkrieg-kraft kombineret med hverdagsagtig normalitet. Jeg mener det. Når man bæres af sted af Djævelens Fjært er det siddende i lædersæder med udsigt til satellitnavigationen og alle de andre sædvanlige ting og sager i en Mercedes.
Min eneste anke i den sammenhæng er taget, som kun er delvis elektrisk. »Det er for at spare vægt,« sagde manden fra McLaren. Og det tror vi så på. Jeg holdt endnu mere af denne bil end af coupéen, men under normale omstændigheder ville jeg selvsagt ikke opfordre nogen til vitterligt at købe en.
Og det er ikke bare på grund af den lidt fedtede udgave af en tagmekanisme eller bremserne. Jeg ville ikke anbefale det, for hvis jeg havde 10.717.000 kroner – som bilen skal koste på danske plader – ville jeg bruge dem på at købe en eller anden obligation.
Men som tingene ser ud nu? Ville du gerne give dine penge til en bankmand, så han kan krakke med dem i favnen, eller ville du foretrække at køre gennem den økonomiske afmatning med 320 kilometer i timen i en stor, sort Mercedes SLR McLaren?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar